Jeg er født i 1963. Som barn var jeg ikke bekendt med, at jeg var særlig sensitiv, og, at jeg kunne fornemme og opfange ting, som andre børn ikke kunne. I teenageårene prøvede jeg, at tilpasse mig og være som mine venner, og meget af min energi blev brugt på, at være som alle andre.

Som årene gik blev det sværere at holde masken og spille rollerne, og da jeg var omkring tyve år gammel, mærkede jeg en væsentlig forringelse af mit helbred. I de næste femogtyve år, var min hverdag præget af sygdom og indlæggelser, og i stedet for at nyde livet kæmpede jeg med, at holde mig selv oven vande. Men intet kunne fortsætte, som det gjorde, og da jeg rundede de syvogfyrre år, var min krop så svækket, og jeg var så psykisk og følelsesmæssigt nedbrudt, at jeg ikke engang magtede at udføre de mest almindelige, hverdagsagtige ting. Jeg havde rørt bunden, og jeg følte, at jeg ikke længere kunne kæmpe, hverken med mig selv eller omverdenen. Jeg havde det meste af mit liv levet af skjulte reserver af energi og i mørke. Samtidig kunne jeg ikke se formålet med mit liv, og lyset for enden af tunnelen skulle jeg åbenbart ikke opleve.

Jeg levede ét liv men var påvirket af flere, da jeg pludseligt og relativt hurtigt fik at se, ikke ét, men flere parallelle lys for enden af tunnellerne. Tanken om, at vi alle har levet mange liv, var ikke fremmed for mig. Jeg tror på, at alting består af energi, og at energi ikke kan forsvinde kun transformere. Men jeg vidste ikke at det kunne være muligt, at ens tidligere liv kunne blive ved med at påvirke én, indtil man fik lært det, man skulle.

Min hjerne vidste én ting, men min sjæl prøvede at fortælle mig noget andet. Min sjæl har hele mit liv forsøgt at gøre mig opmærksom på, hvad meningen med mit liv var og er; om de gode ting som egenskaber, talenter og ressourcer, som jeg har med mig fra mine tidligere liv, men også om de ting, som jeg ikke fik lært, og som jeg ikke længere kunne ignorere. Da det gik op for mig, at jeg ikke kunne standse læreprocessen og heller ikke længere udskyde den, at jeg ikke engang kunne gå på kompromis, hverken med mig selv eller mine omgivelser, var det "blot" erkendelsen. Jeg havde indset, at jeg var nødt til at tage ansvaret og styringen over mit liv, men jeg kendte ikke opgavens omfang og rejsens længde. Jeg vidste, at det første og afgørende skridt var taget, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, hvor svært det egentlig er at være autentisk, når man hele livet har forsøgt på, at være det modsatte. Jeg bliver stadig forbavset over nye erkendelser og jeg bliver næsten dagligt mindet om, hvor meget jeg endnu har at lære. Jeg har indset, at et menneskets udvikling aldrig stopper.


 

Jo mere noget går dig på, desto vigtigere er det for dig.

Når du ikke længere bliver påvirket, er det fordi du har lært lektien.